Erlinng Chriistensen - kragerup gods

På oplevelse i åndernes hus

At lukke ned for den rationelle tænkning og op for det intuitive og åndelige, kan skabe ro og balance for det enkelte menneske, mener clairvoyant og healer Erlinng Christensen. Psykologi tager med på spøgelsesjagt på Kragerup Gods for at undersøge, om almindelige mennesker kan komme i kontakt med deres klarsyn, den åndelige verden og opnå en dybere forståelse af sig selv.

Af magasinet Psykologi

Let og legende flyder lyden af James Lasts’ Biscayaud af højtaleren og fylder rummet med en drømmende, afslappet atmosfære. Tre kvinder og en enkelt mand sidder med lukkede øjne og lader sig rive med af musikkens bølgende toner. De steder, hvor musikken går op i tempo, trækker de vejret dybt og tungt ned i maven for at lade krop og sind overgive sig til de behagelige lydspor. Koncentrationen er dyb og musikken er en del af en indledende øvelse til dagen, der står i klarsynet og clairvoyancens tegn. Kursusleder Erlinng Christensen slukker musikken og kalder deltagernes opmærksomhed tilbage: “Når man arbejder med klarsyn, så handler det først og fremmest om at slå logikken fra og de intuitive følelser til, og det er blandt andet det dette stykke musik kan. I bliver tunet ind på en anden frekvens end den I er på til daglig og det er nødvendigt, hvis målet er at tilkalde sig åndelige energier,” lyder det fra Erlinng.

Sluk for hovedet

Vi er på Kragerup Gods, hvor fire mennesker i løbet af dagen for første gang skal forsøge at opnå kontakt til den åndelige verden. For at åbne op for deltagernes klarsyn, skal de inden spøgelsesjagten, der skal foregå rundt på godset, have slået deres konkret tænkende og rationelle del af hjernen fra. I stedet skal deltagerne indfinde sig på et slags drømmende og sansende stadie, hvor de i langt højere grad er i konktakt med deres følelser og intuition, og det er det de indledende øvelser skal hjælpe dem med. Erlinng placerer derfor gruppen to og to over for hinanden og lader dem skiftevis med det ene øje fokusere på den anden og med det andet på et punkt på væggen bagved. Hurtigt giver øvelsen deltagerne den rigtige effekt. Dorthe på 47 år, der for første gang i dag giver sig i kast med det åndelige forklarer: “Jeg kan se et slags lysende felt over Suzannes hoved, og henviser til en af de andre deltagere.” Mest af alt virker det som en tåget masse af lys, forklarer Dorthe videre, mens Erlinng nikker anerkendende. Han ved nu, at de fire deltagere alle er ved at være klar.

Motivation og aha-følelse

Clairvoyant og healer Erlinng Christensen står bag spøgelsesturen. Til dagligt er han leder af Center for spiritualitet i København, der blandt andet tilbyder clairvoyance- og healinguddannelser. Gennem årene har han både været vidne til og på egen krop erfaret, hvordan kontakten til det åndelige kan føre til en dybere forståelse af sig selv og meningen med livet:
“Det er min opfattelse, at det ofte ændrer folks livssyn. De bliver mere afklaret i forhold til det liv, der er her og nu, især fordi mange føler en tryghed i at blive bekræftet i, at der altså er et liv efter døden,” siger Erlinng og forklarer videre, hvad den åndelige verden har haft af betydning for sit eget liv.

“Der var mange år, hvor jeg følte mig rodløs og forkert og ikke rigtigt kunne se den egentlige mening med livet. Det har jeg på mange måder nu, og det skyldes til dels mit arbejde med den åndelige verden,” siger Erlinng. Og selvom det at åbne op for sit klarsyn og bringe sin intuition i spil kan være givende for det enkelte menneske, så er det ikke alle, der formår at kunne det til fulde: “Det kræver først og fremmest en oprigtig motivation. Nogle er jo overbeviste om, at de har lysten, men så er der alligevel noget i dem, der lukker ned, når de skal i gang, og det kan man ikke vide på forhånd. Jeg oplever også, at det kan være svært for folk, når de har haft en åndelig oplevelse ikke rationelt at kunne forklare den og sætte ord på oplevelsen, og nogle gange kan det være svært for folk at skelne, om oplevelsen var rigtig eller om det var deres fantasi, der spillede dem et puds. Ingen oplevelser kan jo kobles op på en facitliste. Mit råd er, at folk skal slukke for alt, hvad der hedder det rationelle og have tiltro til, at deres oplevelse er ægte. Men det er lettere sagt end gjort. Jeg håber, at jeg kan være med til at tune deltagerne rigtig ind og forhåbentlig give dem de rigtige værktøjer, så de går herfra i dag med en aha-oplevelse, siger Erlinng.

Værelse 8

Efter de indledende øvelser, hvor deltagerne blandt andet har skullet forsøge at aflæse hinandens følelser, er de nu klædt på til at begive sig rundt på godset og forsøge at tilkalde sig åndelige energier på tomandshånd. Dorthe og Suzanne starter på værelse 8. Allerede da de træder ind af døren rammes Suzanne af en overvældende kulde. “Puha, jeg tror der er gang i noget her,” siger Suzanne og forklarer videre, at hun fornemmer, at rummet indeholder meget energi. Begge går de sammen med Erlinng stille rundt for at fornemme rummet og der går ikke længe, før der sker noget: “Jeg får virkelig en klump i halsen. Jeg er ret sikker på, at jeg fornemmer en ung, hulkende pige ved vinduet, det er meget hjerteskærende. Jeg får klart et billede af, at hun i en alder af 22 år er blevet tvangsskilt fra en mand hun elsker og ikke skal se mere. Det er derfor hun græder og er så ulykkelig,” siger Suzanne.

På en stol i den anden ende af rummet har Dorthe sat sig. Ligesom Suzanne fornemmede også hun kulden, da hun trådte ind i værelset. Erlinng kommer hen til hende og sætter sig på sengen over for. Hans ansigtsudtryk er koncentreret og intenst, lidt som om han fornemmer og registrerer tilstedeværelsen af en energi. Han beder Dorthe om at koncentrere sig, trække vejret dybt og prøve på at fokusere på sine sanser og følelser. “Jeg føler mig pludselig lidt tungere omkring skuldrene – lidt som om, der er noget der presser mig lidt nedad,” fortæller Dorthe, mens Erlinng beder hende om at blive i stemningen og holde koncentrationen. “Jeg tror der er en mand her, det fornemmer jeg i hvert fald. Han har en blikring på sin højre hånd,” siger Dorthe. “Det er rigtig godt, kan du fortælle mere om, hvordan han ser ud?” Spørger Erlinng, mens Dorthe lukker øjnene for at samle sig.

Pludselig trækker hun forkroppen hurtigt tilbage, slår øjnene forskrækket op og begynder at skælve. Det er tydeligt, at Dorthe er meget berørt: “Jeg tror lige, jeg har set min afdøde mand,” siger Dorthe, alt imens tårerne løber forsigtigt ned ad hendes kinder.
“Det var jeg godt nok ikke forberedt på. Han viste sig pludselig helt tydeligt for mig. Han døde for halvandet år siden. Jeg er godt nok lidt rystet,” siger Dorthe.

Erlinng forklarer efterfølgende, at han havde bemærket manden, så snart de var trådt ind i rummet. Han havde været ihærdig og ville tydeligvis gerne have, at de bemærkede ham, eller i hvert fald, at Dorthe gjorde. “Sådan er det ofte med afdøde. Jeg er helt sikker på, at han har set sit snit til at komme i kontakt med Dorthe, og det lykkedes jo,” siger Erlinng.

Den hvide dame

I løbet af dagen oplever begge hold uforklarlige ting, stemninger og forskellige energier rundt på godset, alligevel er det som om, den åndelige energi er særligt centreret omkring værelse 8. Det er blevet Hanne og Mortens tur til at besøge værelset. De ved endnu ikke, hvad Dorthe og Suzanne oplevede derinde tidligere på dagen. Hanne starter med at gå ud på badeværelset, men skynder sig hurtigt ud derfra igen. “Der var ikke rart at være, jeg fik sådan en isende fornemmelse af uhygge,” forklarer Hanne, der nu har sat sig på gulvet for at prøve at koncentrere sig om rummet.  Efter et par minutter rejser hun sig op, uden at sige en lyd og sætter sig på stolen henne ved skrivebordet ved vinduet. Hendes hænder tager fat i håret og lader let lokkerne glide imellem fingrene. Det ser elegant og feminint ud.

“Det er som om, der er noget, der strammer om min hals. Jeg tror der er en kvinde, der er død her,” siger Hanne og forklarer videre, at hun ikke er bange for det, der er ved at ske, heller ikke for fornemmelsen på halsen. “Det er meget mærkeligt. Det er faktisk som om hun er til stede i mig. Hun er blevet kvalt, mens hun har siddet og skrevet et brev, det kan jeg mærke. Det her er virkelig vildt,” udbryder Hanne. Da energien forsvinder fra Hanne, rejser hun sig op og da hun passerer et spejl, opdager hun en markant rød streg på sin hals. I et forsøg på at få den væk, gnider hun hænderne mod halsen, men stregen er der stadig.
“Jeg er fuldstændig rystet. Jeg kan faktisk ikke forklare, hvad der er sket,” siger Hanne skælvende.

Den psykiske port

Da deltagerne senere samles for at tale om dagens oplevelser er det især påfaldende, at de to hold deltagere har haft mange af de samme oplevelser og mærket nærværet af den samme ånd. Undervejs byder Erlinng ind med forklaringer på deres oplevelser. Især den røde streg på Hannes hals, der nu efter et par timer er forsvundet, vækker stor forundring blandt deltagerne.

“Det der skete med Hanne på værelse 8 kaldes for en overskygning. Når en ånd går meget tæt på, så kan den faktisk påvirke folks bevægelser og stemme. Rødme og pigmentering er tegn på en stærk åndelig energis tilstedeværelse, som det var tilfældet med Hanne. Det sker som regel aldrig mod den levendes vilje, og jeg er sikker på, at ånden er gået så tæt på, fordi den har kunnet mærke, at Hanne ikke var bange,” siger Erlinng og forklarer videre, at det der gør afdøde i stand til at kontakte levende er, at vi har et punkt i baghovedet, der hedder den psykiske port, og at det er her, at ånderne ‘går ind’.

Dagen er ved at nå sin afslutning og oplevelserne, især centreret om værelse 8, har fascineret og forbavset samtlige deltagere, der aldrig tidligere har forsøgt kontakt til det åndelige. Og det er tydeligt, at jo længere tid, der går, jo mere begynder den rationelle hjerne at overtage igen. “Jeg sidder virkelig og overvejer, om det var min fantasi, der gjorde mig i stand til at se min mand eller om han reelt viste sig for mig. Det er meget svært at sætte ord på,” siger Dorthe, der samtidig indrømmer, at hun har fået blod på tanden i forhold til at opsøge den åndelige verden igen. “På en måde er jeg jo blevet bekræftet i, at der også er et liv efter døden, og det kan jeg mærke både gør mig glad og lettet,” forklarer Dorthe, da hun skal forsøge at sætte ord på, hvad hun tager med sig hjem fra dagen.

Også Erlinng er overrasket over, hvor meget de enkelte deltagere har fået ud af dagen: “De har jo alle fået nogle værktøjer til at åbne deres sind for det spirituelle, og selvom det er en stående diskussion, om det de i dag har oplevet er noget de forestiller sig eller ej, så er det jo i virkeligheden ikke det, der betyder noget. Oplevelsen kan ingen tage fra dem. Jeg håber de alle vil tage de her værktøjer med sig og tillade sig selv at være mere intuitive og sanselige engang imellem,” siger Erlinng.

VOXPOP

Hanne Ransdam, 49 år, fysiologisk massør
»Jeg havde ikke nogen forventning til dagen i dag. Jeg tænkte, at det ville blive spændende at prøve, men havde faktisk ikke forventet, at jeg rent faktisk ville opnå nogen form for kontakt. Jeg tror egentlig altid, at jeg har været meget åben over for det spirituelle, men det er faktisk første gang, at jeg selv giver mig i kast med det. Jeg har i dag fundet ud af, at jeg fordi jeg er motiveret for det og rent faktisk er i stand til at lukke op for mit klarsyn. Det har overrasket mig. Jeg har både fornemmet, sanset og set ting, jeg aldrig havde drømt om. Det har været en meget stærk oplevelse. Jeg kan mærke, at jeg er blevet mere nysgerrig og fået mere lyst til at give mig i kast med det åndelige. Rationelt kan jeg jo ikke forklare, hvad der er ske i dag, men det er jo heller ikke meningen.«

Dorthe Lind, 47 år, receptionist
»Jeg var indstillet på, at der ville ske ting, jeg ikke kunne forklare; fx ting der pludselig faldt ned eller noget, der bevægede sig, men jeg havde ikke forventet, at jeg selv ville få kontakt på den måde, som jeg har gjort i dag. Min mand døde for halvandet år siden og det var en meget stærk oplevelse, da han pludselig viste sig foran mig tidligere i dag – det var jeg slet ikke indstillet på hjemmefra. Måske han har ventet på muligheden. Det har været overraskende og overvældende at opleve konsekvensen af at lukke ned for alt, hvad der hedder rationel tænkning og i højere grad bringe sin intuition i spil. Oplevelsen i dag har givet mig blod på tanden til at dyrke det åndelige mere og også gjort mig opmærksom på, at nogle ting hverken kan eller skal rationelt forklares.«

Suzanne Rasmussen, 55 år, salgskonsulent
»Jeg var meget åben over for, at alt kunne ske i dag. Jeg havde faktisk ikke nogen forestilling om, hvordan det ville være at jage spøgelser på et gods. Mest af alt var jeg spændt. Det der virkelig har overrasket mig ved i dag er, at jeg har set og oplevet kontakten til det åndelige meget visuelt. Jeg har tidligere haft kontakt med den åndelige og spirituelle verden på andre måder, men jeg har ikke før oplevet, at ånder har vist sig for mig så visuelt, som de har gjort i dag. Den stærkeste oplevelse, jeg tager med mig fra i dag, er oplevelsen på værelse 8. Den overvældende følelse af kulde, der gik helt ind i knoglerne og fornemmelsen af den hulkende kvinde i rummet; det var fascinerende og virkelig skræmmende på en og samme tid. Det har uden tvivl været en berigende og grænseudvidende oplevelse at være med i dag.«